16.11.2018
En fremragende julesmagning hvor det nye koncept med en klassisk første halvleg blev afprøvet. Der er ingen tvivl om, at det skal fortsætte, dog med et par enkelte ændringer udtaler vores Højtærede,
elskede og ydmyge El Presidente.
Julefrokosten blev indtaget i den sædvanlige gode stemning, og traditionen med at fylde for meget Ris a la mandel på tallerkenerne blev også så rigeligt fulgt.
Endnu en gang holdt vores
højtærede, elskede og ydmyge El Presidente en fremragende tale, lige som han på bedste vis fik overrakt pokalen til vores nye champion Vicepresidente Secundo David. Stort tillykke til ham!
Kassemesteren sørgede for stor glæde
til de 3 der kom på podiet, da de alle fik dejlige ølgaver. En stor tak til Niels for at holde styr på finanserne.
Slutteligt måtte vi jo igennem 2. halvleg også. Det så ikke ud til at være den store fornøjelse,
men der blev dog præsteret flere fine resultater.
8.3.2019
Endelig var vi samlet igen. Må det aldrig gentage sig med så lang en vinterpause.
En god og mindeværdig smagning
hvor aftenens dyreste øl var bestilt af selveste kassereren, hvor en tidligere stor mester fik sin første sidsteplads og hvor vores højtærede, ydmyge og elskede El Presi igen viste sin sande klasse, da procenterne endelig passede
til hans avancerede smagsløg.
Den første halvetape så let ud på kortet, men pga. sidevinden bragte den selv de bedste smagere i vanskeligheder, undtagen selvfølgelig vores højtærede, ydmyge og elskede El
Presi, der spurtede frem mod aftenens højeste tinder med 9 rigtige skarpt forfulgt af vores navnkundige kasserer Hr Bukh og Jens med 8 rigtige.
Aftenens anden halvetape bød på adskillelige voldsomme stigninger. Her blev indførslen
af radiokommunikation mellem rytterne under etapens afgørende momenter udnyttet med vekslende held.(Undskyld Lasse)
En af feltets mest rutinerede ryttere vendte efter et par hårde etaper, hvor han blandt andet indlagde en "morfar",
tilbage til fordums styrke, men Jens måtte dog sammen med Hr Bukh slippe El Presis hjul og se vores højtærede, ydmyge og elskede Præsident stryge over stregen som etapevinder. Lasse og Søren var desværre for dem
også blevet fanget i sidevinden på første halvdel, for de suste faktisk også op ad stigningerne med 9 rigtige.
En konservativt kørt etape af en af vores mest talentfulde ungdomsryttere sikrede Peter H en foreløbig
1. plads i den samlede stilling. Sæsonen er dog lang endnu og hele 7 ryttere må siges at være i spil til podiepladserne.
I det hele taget en etape der skilte fårene fra bukkene (Matthæus 25,31-32), og hvor kun ryttere med
ubeskadigede og intakte gonader kunne klare strabadserne. Men sandelig siger jeg eder, husk lignelsen om vinbonden Matthæus 20, 1-16: "de sidste skal blive de første"
Aftenens øl blev Linnea fra Penyllan med 4 stemmer. Så
vi kan jo allerede glæde os til d.12.4. hvor Linneas to søstre Nina og Genevieve er på programmet.
12.4.2019
En på alle måder forunderlig, men også foruroligende aften i vores lille klub.
På baggrund af El Presis svækkede fysiske tilstand, var smagningen flyttet til provinsen. Da det samtidig blev oplyst at præsidentens broder, overgår til at være Vicepresidente in Absentia, og da den loyale hofreporter og fotograf
"Den Gule Muskel" Del Gardo havde meldt afbud, var vores (vel stadig) højtærede, elskede og ydmyge El Presi i en noget udsat position. Dette blev af flere medlemmer forsøgt udnyttet til at indføre demokrati. Denne form for pøbelvælde
fik vores (vel stadig) højtærede, elskede og ydmyge El Presi dog afværget, men ikke uden indrømmelser.
1. Gæstesmager gebyret sættes op til 200,- kr.
2. Kontingentet sættes op til 600,- kr / halvår.
3. Smagningerne afholdes på skift hos de medlemmer, der har mulighed for det.
4. 20 rigtige giver fremover 4 bonuspoint.
5. Lars Raúl bliver freelance medlem.
Hvordan skal det gå fremover? Kan El Presi genvinde sin
styrke? Er den tidligere degraderede Secundo David stadig fuldt Loyal? Og hvor i dette spil er Del Gardo? Vi får at se!
Nå, der blev jo også smagt øl i Sørens dejlige stue. Vi lagde ud med, udenfor konkurrencen at smage
Tactical Nuclear Penguin fra Brewdog. En let sag på 32%. der var enighed om, at den smagte godt, men også at den mindede mere om en bitter end en øl.
Der blev taget godt imod El Presis tiltag med at have Ratebeer point noteret ud
for hver øl. Der var mange gode øl i 1. halvleg, men det var især de to øl fra bornholmske Penylland, der begejstrede, men også Anchors Coffee Porter og pilsneren fra Del Borgo blev bemærket. Den hjemvendte sømand
Sjønne og Den Sovende Kæmpe Jens scorede 10 point i denne halvleg, men udbruddet havde kostet for mange kræfter, og de kom i mål med resten af feltet, da alle sluttede med 14 - 16 point.
I 2. halvleg var der også mange
gode øl, men den mest bemærkelsesværdige var vel nok Founders DIPA Barrel Runner. Denne væske burde aldrig have set dagens lys. Fordelen ved så rædselsvækkende en smag er, at alle har den rigtig.
Aftenens øl
blev KBS med 3 stemmer. Øl nr.4 fik to stemmer, nr. 8,11,16 og 19 fik en stemme.
Vi ses til smagningen i juni. Hvor den afholdes meldes ud hurtigst muligt.
21.6.2019
En dejlig smagning i hyggelige omgivelser hos David.
Tak for det David.
Der var lidt tvivl om, hvem der stod for musikken, og især lydstyrken, men så skar vores højtærede, ydmyge og elskede El Presi igennem, og så sad han på musikken resten af aftenen. Det var meget
betryggende for alle medlemmerne at se vores højtærede, ydmyge og elskede El Presi tilbage med sin vanlige styrke og demokratiske indsigt.
Et gammelt mundheld lyder:"Hold fast i din første indskydelse, det er ofte den rigtige." Dette
glemte vores talekvilibrist Hr Bukh og vores egen Brygmester Søren, og derfor fik de ikke 20 rigtige, men måtte "nøjes" med 18. I stedet var det to gamle kæmper El Presi og Del Gardo, der efter første halvetape lå til
at score 20 rigtige. Men på trods af deres umådeligt store erfaring med etapeafslutninger svigtede nerverne, og de endte begge på 19 rigtige, som dog gav aftenens etapesejr.
Det var i det hele taget en aften med meget høje scorer.
Kun yngstemanden Sjønne og den siddende Champion David (der endda var på hjemmebane) kom i vanskeligheder. Sjønne havde dog gættet aftenens sværeste øl, nemlig nr 12, som kun 3 gættede. Der spredte sig et rygte
i feltet om at Secundo Davids vanskeligheder skyldtes et lægeskifte, men dette kan også være endnu et ondsindet dopingrygte, sat i verden af manden i grønt, udelukkende for at bringe konkurrenterne i miskredit. Undertegnede lover at
følge op på sagen, når næste etape i august afvikles hos manden i grønt Peter H.
Aftenens øl blev Founders Mountain Sumatra Brown Ale med 3 stemmer.
Der var også 2 stemmer til øl nr.18 og øl
nr. 19 og en enkelt stemme til øl nr. 8 og øl nr 17.
16.8.2019
Til årets næstsidste etape var vi alle samlet i Peter Hs dejlige stue. Her indførte vores højtærede, ydmyge og elskede
El Presi en ny regel på alles vegne. det er fremover således, at den der afholder smagningen, også står for indkøb af chips, da der så er flere penge til øl. Vores navnkundige kassemester Hr N.Bukh gjorde opmærksom
på, at der er lidt lavvande i kassen. Der kan derfor muligvis blive tale om, at vi må indbetale næste års kontingent inden julesmagningen. Økonomien er sund nok, vi har bare fået opbygget et for stort lager af øl.
Alle indkøbere har taget dette til efterretning.
Selve etapen blev kørt noget ujævnt, og adskillelige ryttere kom i vanskeligheder pga sidevinden og de mange pavéer på etapens første havdel. Dette gav en del ændringer
i den samlede stilling, hvor feltet nu er delt i to. Der er de seks øverste som stadig har gode muligheder for at ende på podiet, og så er der de fire nederste, som kæmper om at undgå den samlede sidste plads. Her ser det lidt
skidt ud for Sjønne, men da han har hjemmebane i årets sidste smagning, og da han ofte har været iført det røde fighter nummer, ja så er intet afgjort endnu.
I toppen af tabellen får Peter H også brug
for at fighte og samle sig selv op, da han endnu en gang måtte slippe førstepladsen i den næstsidste smagning. Han udtalte dog roligt efter etapen, at det var helt bevidst, da han gerne vil spare sine hjælperyttere, som har arbejdet
hårdt hele sæsonen. For som der står skrevet: Matthæus 11:28 " Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer fred". Vi får at se om det var et klogt valg.
Aftenens øl
blev ganske overbevisende nr 18 Coisbo Seven med 5 stemmer.
Øl nr 20 fik 3 stemmer og øl nr 12 fik 2 stemmer.
4.10.2019
Så fik vi afsluttet årets konkurrence. Den sidste smagning foregik
i Sjønnes dejlige stue med fin udsigt og dæmpet belysning. Smagningen gik lidt sent i gang, da vores højtærede, ydmyge og elskede El Presis kundskaber i øl var ønsket andetsteds. Ventetiden fik vi til at gå med
at beundre Sjønnes nye vinkøleskab. Hans valg af skab viser endnu en gang Sjønnes fremragende smag.
Selve smagningen var helt igennem fantastisk, og spændingen om placeringerne var stor.
De fleste kom sikkert igennem første halvdel, som var præget af gode øl fra Penyllan, men en enkelt lille punktering til vores kære Kassemester Hr Bukh skulle vise sig, at koste ham podiepladsen.
Anden halvdel af etapen var noget vanskeligere, og de fleste kørte konservativt og defensivt for ikke at miste det allerede opnåede, og selvom mange havde 10 rigtige efter første halvdel endte det med, at
17 point var nok til etapesejren. Da undertegnede opnåede dette pointtal, var det også ensbetydende med sejren i årets mesterskab. At undertegnede dermed kan sætte sin tredie stjerne på mestertrøjen, understreger
jo bare sandheden i Matthæus 5.5.:”salige er de sagtmodige og ydmyge, thi de skal arve jorden”.
Det var selvfølgelig lidt hårdt for Peter “Poulidor” Hermann som igen måtte
se sejren forsvinde lige på målstregen, men husk nu som skrevet står:”Salig er den, som holder ud i prøvelse, for når han har stået sin prøve, vil han få livets sejrskrans” (Jakobsbrevet 1:12)
Den sidste podieplads gik til Søren, som udnyttede kassemesterens punktering og smuttede forbi til årets tredieplads. (mon det får betydning for præmierne?)
Til
sidst skal det nævnes, at del Gardo og gæstesmageren var de eneste der gættede øl nr 11, og vores afgående mester Vicepresidente David lige viste den gule trøje ære, da han var den eneste som gættede øl
nr 19.
Det var virkelig en god smagning, med mange gode øl, hvilket også ses i resultatet af afstemningen om aftenens øl. Øl nr 7 fik et point og nr 1, 10, 18 og 20 fik alle to point. Da vores højtærede,
ydmyge og elskede El Presi stemte på nr 18 Kees Project 19.04 Port Rum Barrels er det efter reglerne den, der er aftenens øl.